Det grønlandsbaserede internationale træningscenter for oprindelige folk, ITCIP, har fået et ordentligt økonomisk skulderklap af en af sine hovedsponsorer, The Ford Foundation.
Ford Foundation har besluttet, at mere end tredoble sin støtte til ITCIP med et bidrag på 2 mio. kroner. Beløbet gives som en anerkendelse af organisationens arbejde og for at stabilisere det.
- Det er en anerkendelse, vi er meget stolte af, og vi håber at Fords eksempel vil blive fulgt op af andre af vore store sponsorer, siger formanden for ITCIP, Jørgen Wæver Johansen.
Det internationale træningscenter for oprindelige folk, der blev startet af Ingmar Egede i 1997, har holdt årlige sessioner i Nuuk og Sesimiut med deltagere fra Bangladesh, Ecuador, Vanuatu, Australien, Canada, Rusland, Nepal, New Zealand, Chile, Nigeria, Kenya, Sydafrika og mange andre lande. Formålet er at træne oprindelige folk i at begå sig og blive hørt i den moderne, globale verden.
I fremtiden ønsker ITCIP at holde mindst et møde i Grønland om året samt et møde i udlandet. Mødedeltagerne får rejsen samt alle udgifter dækket af organisationen, og man mener derfor at kunne få mere for pengene ved også at lægge træningskurser uden for Grønland, siger Jørgen Wæver Hansen.
Det første udenlandske ITCIP-møde holdes i januar i Peru.