33-årig mand fra Qaanaaq er idømt forvaring for ildpåsættelse
Qaaasuitsup Kredsret kendte tirsdag den 17. januar 2023 en 33-årig mand skyldig i ildspåsættelse, vold og trusler. Manden blev idømt forvaring på ubestemt tid.
På årets første dag i 2022 udsatte en 33-årig mand sin far for grov vold i farens hus i Qaanaaq.
Efterfølgende satte manden ild til huset, hvor faren og en kvindelig bekendt efter anklagemyndighedens opfattelse befandt sig. Ved politiets ankomst havde faren og kvinden søgt tilflugt hos en nabo.
Den 33-årige mand blev anholdt på stedet og senere tiltalt for grov vold, ildspåsættelse, for at have bragt faren og kvindens liv i fare og for at true politiet under anholdelsen.
Derudover blev han tiltalt for syv andre tilfælde af vold, trusler og tyveri, som han havde begået i året op til anholdelsen.
Under retssagen erkendte den 33-årige mand at have udsat faren for vold og for at have sat ild til huset.
Han nægtede dog at have bragt nogens liv i fare, da personerne efter hans opfattelse var ude af huset.
Den 33-årige mand blev fundet skyldig i ildspåsættelse, to voldsforhold, flere trusler og tyveri. Manden blev dog frikendt for ét trusselsforhold og for at have bragt andres liv i fare ved ildspåsættelsen.
Forsvaret ankede dommen til frifindelse på stedet.