APK: Ombudsmanden bør se på hemmelig rapport

20. september 2005 15:01

Trawlerejernes formand, Lars-Emil Johansen fra APK hilser en politiundersøgelse velkommen i sagen om anklagerne om illegalt fiskeri.

Men han mener samtidig, at rapporten har nogle alvorlige mangler:

- Jeg synes det er godt, at nogen har taget initiativ til at foretage en politianmeldelse. Fordi når man har anklager om illegalt fiskeri som i den rapport, så er det eneste rigtige at foretage en politiundersøgelse.

Lars-Emil Johansen selv kalder rapporten ”Anklager om illegalt fiskeri” for en meget upræcist og udokumenteret redegørelse fra nogle embedsmænd og nogle instanser, der ikke har gjort sig den ulejlighed at rådføre sig med parterne i sagen.

Derfor bliver APK’s næste skridt også, at få Landstingets Ombudsmand til at afgøre om embedsmændene har gjort deres arbejde godt nok:

- Jeg vil over for APK’s bestyrelse indstille, at vi anmoder Ombudsmanden i Grønland om at kigge på hvorvidt der er noget der kan rejses kritik af og om det er udtryk for god eller dårlig forretningsskik, siger Lars-Emil Johansen.

I morgen vil han anmode APK’s bestyrelsen om at tage stilling til om Landstingets ombudsmand skal kigge på rapporten.