Atassut og Demokraterne undrer sig

21. september 2005 11:45

Landsstyreformandens seneste udspil har fået oppositionspartierne Demokraterne og Atassut til at undre sig.

Hans Enoksen har valgt at frafalde kravet om tilbagebetaling fra Johan Lund Olsen, Jørgen Wæver Johansen og Josef Motzfeldt.

De tre blev ellers bedt om at betale penge, der var brugt forkert på repræsentation.

- Det er vi noget overraskede over, for det stod ganske klart efter advokatundersøgelsen, at der var sket et uberettiget overforbrug af repræsentationskontiene, siger Demokraternes politiske næstformand, Palle Christiansen.

Han synes ikke, det var en god nok begrundelse, Hans Enoksen kom med i går for at annullere kravet om tilbagebetaling af repræsentationsudgifter, der ikke var brugt korrekt.

Palle Christiansen mener, det er tankevækkende, at den her udmelding kommer nu, hvor der er et valg på vej.

Også formanden for Atassut, Finn Karlsen er forundret over den her kovending fra Hans Enoksen.

- Jeg mener ikke, at sådan en afgørelse pludselig kan laves om, siger Finn Karlsen.

Han er ikke i tvivl om, at det nok skal give noget politisk røre i Landstinget, at tilbagebetalingskravet nu er annulleret. Finn Karlsen vil også drøfte Hans Enoksens beslutning med Atassuts hovedbestyrelse.

Landsstyreformanden, Hans Enoksen skriver i sin begrundelse til Landsstyret, at han har vurderet sagen på ny.

Han skriver: Jeg finder det ikke holdbart at fortsætte en inddrivelse, når der kan være berettiget tvivl om de rejste krav.

Tvivlen er opstået, fordi advokaterne, der har kigget på sagen, er nået frem til forskellige synspunkter omkring brugen af repræsentation.

Og så er både Johan Lund Olsen, Jørgen Wæver Johansen og Josef Motzfeldt kommet med indsigelser overfor tilbagebetalingskravet.

Beløbene, der blev krævet tilbagebetalt af Johan Lund Olsen, Jørgen Wæver Johansen og Josef Motzfeldt lå på mellem 2.000 og 14.000 kroner.