Bred tilslutning til selvstyre

02. september 2005 16:32

Der går mindst 15 år, før Grønland bliver helt selvstændigt. I hvert fald hvis man skal tro en spørgeskemaundersøgelse, hvor godt 800 grønlændere har svaret.

De fleste grønlændere mener, at selvstyre er vigtigt i en eller anden grad. 76 pct. af de, der har svaret på spørgeskemaet fra HS Analyse, siger at det er meget eller noget vigtigt.

Men at selvstyre ikke ligger lige om hjørnet, er også noget, de fleste kan blive enige om. Kun to ud af 100 grønlændere mener, at det kan ske i løbet af fem år. Resten mener enten, at der kommer til at gå ti, femten eller tyve år, at det aldrig sker, eller har svaret ”ved ikke”.

Måske er det fredagssolen, tankerne om den kommende weekend eller det tunge emne. Men da Radioavisen her til eftermiddag gik på gaden i Nuuk for at stille folk spørgsmål om deres holdning til selvstyre, fik vi blot venlige afvisninger – de fleste svarede, at det vidste de ikke nok om.

Undersøgelsen fra HS Analyse viser da også, at det ikke er alle, der mener, at debatten er interessant. Især de unge mener ikke, at den er særlig vigtig. Derimod mener de, der har oplevet, at Hjemmestyret blev stiftet for 25 år siden, at debatten om selvstyre er vigtig.

Blandt de unge er de, der er født i Grønland betydeligt mere positive over for selvstyret, end de der er født udenfor.

Alt i alt er der altså bred tilslutning til ønsket om selvstyre. Og det er jo nok så interessant for Direktoratet for Selvstyre, som havde bestilt meningsmålingen fra HS Analyse.