Butikken havde åbent i to timer: Corona har fat i Arsuk

Landslægeembedet bekræfter, at der igen er smitte på kysten. Men de vurderer ikke, at nogen bliver alvorligt syge i denne omgang.
Jakku Kristensen arbejder på borgerservice i Arsuk. Det er lidt ensomt for tiden, fortæller hun. Foto © : KNR
Skrevet af Megan Hansen
09. juli 2022 11:25

Corona har fat i Arsuk.

Det betyder, at bygdens cirka 70 indbyggere igen skal isolere sig, hvis de er smittede, finde håndsprit frem og i det hele taget holde afstand til hinanden igen.

Men det betyder også, at en del af de ansatte i Pilersuisoq har corona. Og så er der ikke mandskab til at holde åbent lige så længe, som den plejer, fortæller Jakku Kristensen, der bor i Arsuk.

- For eksempel holdt butikken kun åbent fra klokken 10 til 12 i onsdags, siger hun.

Lidt ensomt i borgerservice

I torsdags åbnede butikken først klokken 13. Normalt har den åbent fra 9-16.

- Vi tilpasser os. Vi forstår godt, at butikken skal holde åbent i så kort tid om dagen. Det er dog en uvant situation for os, siger Jakku Kristensen.

- Vi bruger selvfølgelig mundbind i dag. Der er jo så få mennesker her, og hvis ikke smitten skal spredes, er det nødvendigt, at vi har mundbind på, når vi handler i butikken.

LÆS OGSÅ Coronavariant i vækst giver ikke anledning til stor bekymring

I den hele taget er bygden en smule tom at se på i de her dage.

- Der er ingen børn ude at lege, og kun enkelte voksne er at se, fortæller Jakku Kristensen, der ikke selv er smittet.

Hun arbejder i kommunens borgerservice og indrømmer, at det er ensomt for tiden.

Vaccine igen

Paneeraq Noahsen, der er læge hos Landslægeembedet, bekræfter, at der er coronavirussmitte på kysten.

Landslægeembedet vurderer ikke, at nogen bliver alvorligt syge af den smittebølge, der er her i sommer.

I løbet af efteråret og vinteren vil en ny bølge med al sandsynlighed skylle ind over os, og derfor er en ny vaccinationsrunde planlagt.

Det er som udgangspunkt kun personer på 50 år og ældre og folk med svækket immunforsvar, som får tilbudt vaccination eller revaccination.

- Alder er den største risiko for at blive alvorlig syg. Derfor er det i særdeleshed de ældre, der vil have størst gevinst af at blive vaccineret, siger landslæge Henrik L. Hansen.