Snot, hoste og ingen smagssans: Debora og Maliina har haft corona to gange

Hvis du én gang har været smittet med corona, betyder det ikke, at du bliver immun og ikke kan smittes igen. Ifølge Statens Serum Institut er man kun 80 procent beskyttet efter en omgang covid-19.
Maliina Clasen og Debora Qatsa.
16. februar 2022 11:47

Måske er du en af dem. En af dem, der har hostet tørt, været varm af feber og haft snot i hele hovedet ikke bare én - men hele to gange. 

Det er ikke så mærkeligt. For ifølge en undersøgelse, som Statens Serum Institut lavede i marts sidste år, har du "blot" 80,5 procent beskyttelse mod at blive smittet igen, når du har haft covid-19 én gang.

LÆS OGSÅ Tamaat isigalugu: Coronavirus pillugu killiffik

Først på ugen fandt Maliina Clasen ud af, at hun var blevet smittet med covid-19 for anden gang inden for få uger. 

- Jeg havde corona første gang i slutningen af januar. Dengang var sygdomsforløbet et andet end nu, siger den 36-årige skolelærer, der er vaccineret tre gange.

- Dengang mistede jeg smagssansen, men min krop havde det bedre. Jeg sov mere, da jeg var ramt første gang.

- Selvom jeg dengang havde mere tør hoste, var jeg som sådan ikke snottet. Men jeg havde ingen smagssans og var meget træt, siger Maliina Clasen.

Nye varianter og immunitet

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at blive smittet flere gange med den samme virus?

Det er der ifølge Lars Østergaard især to gode grunde til. Han er professor og ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

For det første skyldes det, at der med jævne mellemrum dukker nye  varianter af virus op. 

- Vaccinerne er udviklet til at beskytte mod en bestemt virus. Når virus så muterer, beskytter vaccinerne ikke helt så godt, siger Lars Østergaard til dr.dk. 

Den anden grund er, at vores immunitet bliver dårligere over tid. Det gælder både den immunitet, man opnår ved tidligere smitte og den immunitet, man får, når man bliver vaccineret.

- Når man smittes igen, er det enten fordi, den immunitet man har opbygget fra tidligere smitte ikke passer til den nye variant, eller fordi der er gået for lang tid siden, man blev vaccineret, siger han. 

I Grønland er der endnu ingen data på hvor mange, der bliver smittet mere end én gang, meddeler landslæge Henrik L. Hansen.

Når man har været smittet mere end én gang, kaldes det for en reinfektion.

Statens Serum Institut definerer en reinfektion som en positiv PCR-test, der er taget mere end 60 dage efter prøvedatoen fra tidligere infektion. I Danmark har cirka 90.000 været smittet to eller flere gange. 

I Grønland er teststrategien en anden. Her har det siden starten af januar kun været dem, der bliver alvorligt syge, der har adgang til en PCR-test. Alle andre skal teste sig selv, blive hjemme og raskmelde sig selv, når de ikke har symptomer længere. Dermed er der ingen præcise smittetal. 

Hoste, slim og dårlig mave

At det kan være en hård omgang at blive ramt af corona-hammeren, ved Debora Qatsa.

Hun er 25 år og bor i Nuuk. Og hun har også gaft corona to gange. Første gang hun blev smittet var i september, og fire måneder senere blev hun smittet igen i januar. 

- Første gang, jeg var smittet med corona, havde jeg tør hoste og var meget syg. Anden gang var jeg også meget syg, men her kom der slim med min hosten, siger Debora Qatsa, der ikke er vaccineret. 

- Anden gang jeg havde corona blev jeg forkølet, havde dårlig mave og havde ret voldsom feber. Jeg var meget forkølet med slim. Anden gang var jeg syg i færre dage og havde et mildere forløb, selvom jeg var meget forkølet, siger hun.