Energichefens chefsæt

09. september 2005 15:21

Den nu forhenværende energichef, Svend Ove Nielsen, havde en dyr smag, da han skulle indrette sit kontor i Nukissiorfiit. Så dyr, at man i Nuuk nu kan støde på et nyt udtryk, nemlig ”chefsættet”

Det løber op når der skal købes ind til det nye kontor og den nye chefbolig. TV, musikanlæg, skriveborde, sofaarrangement, hårde hvidevarer og ikke mindst chefstolen.

Energichefen måtte i går sige endegyldigt farvel til de dyre varer. Men i hans kølvand er der opstået et nyt udtryk. Nemlig chefsættet!

Hos en af tv- og radioforhandlerne i Nuuk kan man ligefrem rapportere om kunder, der beder om at få fremvist chefsættet.

Men hvad består sættet så egentlig af? Ja det kunne jo for eksempel være et 32 tommer fladskærms tv med indbygget dvd-afspiller til en værdi af 50.000 kroner. Der kunne også være et elegant musikanlæg til en værdi i omegnen af 17.000 kroner. Og hvis man også vil ha’ højtalere med i købet, så får prisen yderligere et nøk opad.

Og hvis det hele skal forbindes til hinanden så man kun behøver en enkelt fjernbetjening, ja så ryger prisen på chefsættet op i nærheden af de 100.000 kroner.