Fiskerifusk: Demokraterne kræver aktindsigt i hemmelig rapport

15. september 2005 11:59

Efter radioavisens afsløringer af en hemmeligholdt rapport om særdeles omfattende illegalt fiskeri kræver Demokraterne nu aktindsigt i rapporten.

En rapport, der viser, at Grønland hvert år går glip at en indtægt i omegnen af 185 millioner kroner.

- Vi har bedt om at få den udleveret og så vil vi have Hans Enoksen til at redegøre for det præcise forløb i sagen. Vi tror ikke på at han ikke har fat kendskab til rapporten, siger Demokraternes politiske næstformand, Palle Christiansen, der dog indrømmer at partiet selv har haft på fornemmelsen, at der blev snydt på vægten, så at sige:

- Vi har jo set, at når fangsterne bliver sendt til Danmark, så er de 1 milliard værd. Og når de eksporteres videre er de 1,6 milliarder værd. Så der har været en vis værdistigning af for eksempel rejer.

Palle Christiansen siger, at man fra Demokraternes side har prøvet at gøre opmærksom på problemet, blandt andet ved at efterlyse en undersøgelse, der viste det. Desuden har partiet på tidligere landstingssamlinger bedt om at få lavet et Videnscenter indenfor fiskeriet, der blandt andet kunne kortlægge sådanne sager.

- Men vi er et oppositionsparti og har ikke midler til selv at lave de undersøgelser.

Og med hensyn til landsstyreformand Hans Enoksens ansvar i sagen, siger Palle Christiansen:

- Man behøver ikke sende en rapport i høring for selv at kunne tage stilling til noget, som er så åbenlyst forkert. Han er den øverste ansvarlige for Landsstyret og for Landsstyremedlemmet for Selstyre, der bestilte rapporten, så selvfølgelig har han vidst det.