Foreningen for brandfolk om ny uddannelse i beredskab: Vi er enormt glade
Det vækker glæde hos landsforeningen af brandfolk i Grønland, at det politiske fundament nu er lagt for at åbne en uddannelse i beredskab i Kangerlussuaq.
Det siger foreningens formand Poul Olsen til KNR i kølvandet på forsvarsaftalen mellem Grønland og Danmark, som de to lande underskrev i denne uge.
LÆS OGSÅ Historisk: Grønland får sin egen beredskabsuddannelse
- Vi fra brandfolkenes forening er enormt glad for underskriften af samarbejdsaftalen, siger Poul Olsen.
Han fremhæver særligt den del, der handler om en ny basisuddannelse i beredskab.
Uddannelsen skal efter planen åbne i 2023 og kan årligt modtage op til 20 elever. De vil blive uddannet i alt fra førstehjælp og redning under naturkatastrofer til skytte- og våbenuddannelse og røgdykning.
Vil præge uddannelsen
I forbindelse med at sætte uddannelsen i gang er der nedsat en arbejdsgruppe, som består af flere departementer i selvstyret samt Forsvarsministeriet i Danmark.
Basisuddannelse i Kangerlussuaq
Forsvarsministeriet i Danmark har afsat 50 mio. kr. til en beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq med start i 2023.
Unge mellem 18 og 25 år kan søge uddannelsen.
Forløbet er fem måneder plus evt. tre måneders frivillig praktik, for eksempel hos Arktisk Kommando eller på en af Søværnets skibe.
De unge bliver uddannet inden for bl.a. redning, navigation, førstehjælp, håndtering af naturkatastrofer, skytte- og våbenbrug, miljøhåndtering, signaltjeneste og bevogtning.
Forsvarsministeriet udbetaler løn til eleverne under uddannelse.
Poul Olsen mener dog, at landsforeningen af brandfolk i Grønland, også bør inddrages i processen.
- Det skal ikke kun være embedsmænd, der skal planlægge etableringen af beredskabsuddannelsen. Vi ønsker, at vi som har et godt kendskab til beredskab skal inddrages i planlægningen for at etablere beredskabsuddannelsen, siger han.
50 millioner
Det var tirsdag i sidste uge, at Grønland og Danmark skrev under på aftalen om den arktiske kapacitetspakke.
Det skete, da naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og den danske forsvarsminister, Morten Bødskov, satte deres underskrift på aftalen. En aftale, som blandt andet sender 50 millioner kroner til en basisuddannelse i beredskab i Kangerlussuaq.
I aftalen står der desuden, at det kan overvejes, at beredskabsuddannelsen også skal rumme muligheden for at tage den første del af brandmandsuddannelsen.
I så fald skal brandvæsnet i Grønland tage sig af den opgave, står der i aftalen.