Forsøgsfiskeri mislykkedes

16. september 2005 05:35

Forsøgsfiskeri efter hellefisk i Qaanaaq er mislykket.

Formålet var at undersøge, om man kan fiske efter hellefisk kommercielt i den isfrie periode. Undersøgelsen viste, at hellefiskene forsvinder fra de indenskærs fiskefelter i de perioder, hvor der er narhvaler tilstede.

- Forsøgsfiskeriet foregik i perioden fra begyndelsen af august til midten af september måned, og forsøget har vist, at det er nødvendigt at satse på udvikling af fiskeriet i islægsperioden, siger konsulent Egede Mathiassen.

Man vil nu søge om at gennemføre garn- og langlinefiskeri i islægsperioden hos Direktoratet for fangst og fiskeri.

Rapporten om forsøgsfiskeriet vil stå færdig inden udgangen af året.