Hård kritik af ændret dato

23. september 2005 16:19

Da Landstinget i dag mødtes for at tage stilling til forslaget om valg før tid, var datoen for valgdagen pludselig rykket en uge frem i forhold til det annoncerede.

Landsstyreformanden, Hans Enoksen har holdt fast ved datoen den 22. november lige siden han bebudede valget for en uge siden.

Men i det forslag, Landstinget blev præsenteret for i dag, var datoen ændret til den 15. november.

Hans Enoksen begrunder ændringen med at samfundet ikke skal gå i stå, for der er vigtige opgaver såsom EU-forhandlinger, der skal løses. Derfor skal perioden uden et handlekraftigt Landsstyre holdes så kort som muligt.

IA har bakket op om at rykke valgdagen frem en uge, fortæller formand, Josef Motzfeldt.

- IA har ønsket at rykke valgdagen, fordi en uge er af stor betydning, når man tænker på, hvordan samfundet bliver sat på lavt blus under en midlertidig finanslov, siger Josef Motzfeldt.

Demokraternes, Per Berthelsen og Kandidatforbundets, Anthon Frederiksen mener, ikke at man bare kan ændre en valgdato, når der er meldt en anden ud først.

- Nu er vi ligesom gearet ind på, at der skal være valg den 22., og jeg synes, det er tragisk, at ikke engang fastsættelsen af datoen kunne fastholdes, siger Per Berthelsen.

Anthon Frederiksen retter også en skarp kritik af, at Landsstyreformanden pludselig ændrer datoen.

- Når Landsstyreformanden ændrer datoen, er han ikke i overensstemmelse med, hvad han plejer at sige - nemlig at hans udtalelser er til at stole på, siger Anthon Frederiksen.

På trods af den hårde kritik valgte både Demokraterne og Kandidatforbundet at stemme for forslaget om et valg den 15. november.

Begge parter ønsker nemlig mere end noget andet at få et valg.