Hjemmestyret sælger sine aktier i Nuuk Imeq

08. september 2005 11:41

Hjemmestyret har solgt sine aktier i Nuuk Imeq, og dermed er der skænket op til nye aktører på ølmarkedet herhjemme.

Helt præcist handler det om at de øvrige aktionærer har betalt 34,4 millioner kroner for Landsstyrets aktier, der var på lidt over 25 procent.

Carlsberg, Nuuk Kommune og Royal Unibrew – dem der laver Faxe-produkterne – er nu de eneste ejere af bryggeriet Nuuk Imeq.

Og det betyder, at andre aktører nu får mulighed for at komme ind på det grønlandske marked for øl- og læskedrikke.

Nu kan Landsstyret tage stilling til konkrete ansøgninger, der allerede ligger på bordet. Ansøgninger der handler om import af fadøl og etableringen af et mikrobryggeri i Nuuk.

Allerede i efteråret 2003 søgte Hotel Godthåb-koncernen om tilladelse til at etablere et mikrobryggeri i Nuuk.

Men ansøgningen strandede, fordi Landsstyret havde interesser i Nuuk Imeq.

Det har de ikke længere, hvilket giver dem mulighed for at behandle ansøgninger uafhængigt af egne interesser.