Som det første af landstingets partier er IA nu klar med sit valgoplæg.
Et af hovedpunkterne er hvad partiet kalder videreførelsen af de nødvendige samfundsreformer. Uden at det bliver nævnt direkte, kan der menes for eksempel enspris-reformen, der jo blev vedtaget med IA’s stemmer.
-Vi vil ikke som visse andre partier rulle udviklingen baglæns af frygt for fremtiden, siger IA.
Et andet vigtigt punkt er i IA’s øjne kommunalreformen. Den bør i højere grad rettes mod mulige samarbejdsområder frem for kun at fokusere på spørgsmålet om sammenlægning af kommunerne.
Det foreløbige forslag om etablering af fire superkommuner skaber bekymring for nærdemokratiets ve og vel, samt for målet om bedre offentlig service overfor borgerne, skriver IA.
Partiet understreger, at der stadig er behov for en grundig offentlig debat om kommunalreformen.