Tidligere Landsstyremedlem for Selvstyre, Jørgen Wæver Johansen, tager nu til genmæle i sagen om illegalt fiskeri.
Han mener ikke, han kan drages til ansvar for, at rapporten forblev hemmelig.
I går sagde Landsstyreformand Hans Enoksen, at selvom Selvstyredirektoratet hører under ham, er rapporten bestilt af det tidligere landsstyremedlem og derfor kendte han den ikke.
Men det vil Jørgen Wæver Johansen ikke have siddende på sig.
- Rapporten var ikke endelig færdig, da jeg holdt op som landsstyremedlem for området, siger Jørgen Wæver Johansen.
Han understreger, at det er en offentlig forvaltning, og at embedsmændene når de er færdige med rapporten i henhold til den samarbejdsaftale, der er med SIK, er forpligtet til at orientere deres politiske leder og deres landsstyremedlem.
Jørgen Wæver Johansen tror på, at embedsmændene har informeret deres landsstyremedlem, da rapporten var færdig.
Som formand for skatteudvalget vil Jørgen Wæver Johansen nu undersøge indrettelsen af den nuværende rejeafgift.
På spørgsmålet om, hvorfor Skatteudvalget ikke har taget fat i sagen noget før, svarer Jørgen Wæver Johansen, ”at man må have tiltro til at landsstyret gør deres arbejde”.