Johan Lund Olsen kæmper for kartoflen

Skrevet af Karsten Sommer
09. september 2005 16:56

Mens de nyopgravede grønlandske kartofler nu er på vej ud i butikker lige fra Nanortalik til Qaanaaq, er der i denne uge også taget politisk initiativ, så resten af verden kan få smagt den sydgrønlandske delikatesse.

EU-regler om plantesundhed har vist sig at gøre grønlandsk landbrugseksport umulig. Men nu bliver der gjort noget ved sagen!

Efter en indledende dialog med det danske Plantedirektorat, har Landsstyremedlem for bl.a. landbrug – Johan Lund Olsen - rettet direkte henvendelse til den danske fødevareminister Hans Chr. Schmidt og bedt ham hurtigst muligt få etableret samarbejde mellem de relevante instanser i Grønland og Danmark, så en grønlandsk landbrugseksport kan komme i gang.

- Der produceres også andre vegetabilske fødevarer her i landet, som f.eks. majroer, vildtvoksende urter som kvan, enebær, timian, rosenrod, grønlandsk post, blåbær og sortebær, skriver Johan Lund Olsen til Fødevareministeren.

- Jeg er klar over, at eksporten i starten ikke kommer til at omfatte store mængder, men som delikatesser til gourmet restauranter kan denne eksport alligevel vise sig at blive et godt supplement til mere traditionelle erhverv, slutter Johan Lund Olsen sit brev, som Fødevareministeren endnu ikke har reageret på.

En af de gourmetrestauranter, der har ønsket grønlandske kartofler på menukortet, er stjernekokken Claus Meyers Noma-restaurant på den Nordatlantiske Brygge, hvor også Grønlands Hjemmestyre holder til i København.

Og netop Noma er i dag blevet udråbt som Københavns absolut bedste gourmetrestaurant.

Det er brugerne af internetportalen Alt om København samt Berlingske Tidendes læsere, der med overvældende flertal har givet restauranten det flotte skudsmål.

I forvejen kan restauranten smykke sig med én stjerne i den berømte franske Michelin Spiseguide.