Kommission ønsker grønlandsk råderet til mineraler

08. september 2005 18:46

Hvis det står til medlemmerne af den grønlandsk-danske Selvstyrekommission, skal Grønland have fuld råderet over sine ikke-levende ressourcer - ligesom Færøerne har det. Dermed lægger kommissionen op til at det nuværende Fællesråd vedrørende mineralske stoffer i Grønland bliver nedlagt.

Fællesrådet består af 10 politisk udpegede medlemmer, fem fra Grønland og fem fra Danmark, og så en formand som Dronningen udpeger. I øjeblikket er det Venstres folketingsmedlem Kim Andersen der sidder som formand. Rådet har til opgave at følge udviklingen på råstofområdet samt at rådgive regering og landsstyre i blandt andet spørgsmål om udstedelse af forundersøgelses-, efterforsknings- og udnyttelsestilladelser.

Men et selvstyrende Grønland skal selv have love at beslutte disse ting. Men at have råderet er ikke det samme som ejendomsret. Det ville kræve en grundlovsændring og det ligger udenfor kommissionens rammer, forklarer Selvstyrekommissionens formand Kalistat Lund.

Offentligheden får først betænkningen at se når den samlede rapport fra Selvstyrekommissionen foreligger til næste år.