Kommunaldirektør sendte fortrolig SMS til Jim Lyngvild

Ekspert mener, at det er problematisk, at kommunaldirektøren i Avannaata Kommunia fortalte Jim Lyngvild, at Mads Mitchell vil blive fyret. Direktøren forholder sig tavs.
Kommunaldirektør i Avannaata Kommunia Nick Nielsen vil ikke kommentere på, hvorfor han sendte fortrolig SMS-besked til Jim Lyngvild.
11. marts 2022 13:09

Den danske designer og kunstner Jim Lyngvild er i disse dage i Ilulissat, for at udstille sine billeder af sælskindsdesign, båret af grønlandske modeller.

I går valgte Avannaata Kommunia at fyre den daglige leder af kunstmuseet, Mads Mitchell, som skulle have udstillet billederne på museet.

Derudover har en ledende medarbejder på museet ’liket’ opslag på Facebook, som opfordrede til boykot af Great Greenland. Og nu har Jim Lyngvild valgt at droppe udstillingen på Ilulissat Kunstmuseum.

LÆS OGSÅ Efter fyring: Jim Lyngvild dropper udstilling i Ilulissat

Til KNR siger han, at han ikke længere kan ”stå for en udstilling på museet”.

Ekspert om SMS: Som minimum dårlig forvaltningsskik

Hvad er en partshøring?


Er du ansat i selvstyret eller en kommune, har din arbejdsgiver pligt til at partshøre dig, før de træffer en endelig afgørelse om at opsige din stilling eller bortvise dig.


Partshøringen giver dig altså mulighed for at give din arbejdsgiver oplysninger, der måske kan være med til at ændre arbejdsgiverens beslutning.

 

Din arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke træffe en afgørelse, der kan få en negativ ansættelsesmæssig konsekvens for dig, uden at partshøre dig.
 

Kilde: sullissivik.gl

Fyringen af Mads Mitchell kommer dog ikke helt som en overraskelse for Jim Lyngvild.

SMS-beskeden er afsendt af Nick Nielsen, der er kommunaldirektør i Avannaata Kommunia. Den 27. februar, dagen før Mads Michell modtog sin partshøring, fik Jim Lyngvild nemlig en SMS, hvor der stod, at Mads Michell vil blive opsagt ved udgangen af marts.

I beskeden skriver Nick Nielsen:

 

Mads Mitchell vidste altså ikke, at hans ansættelse på kunstmuseet ikke ville blive forlænget, da Jim Lyngvild fik oplysningen på SMS.

KNR har fået Britta Keldsen, der er advokat og indehaver af Arctic Law, til at vurdere, om Nick Nielsen gør noget forkert, når han skriver om en ansats ansættelsesforhold til Jim Lyngvild.

LÆS OGSÅ Museumsleder bag Jim Lyngvild-udstilling i Ilulissat er fyret

Og hendes vurdering er klar: 

- Det er som minimum dårlig forvaltningsskik. Hertil kommer, at det er brud på direktørens tavshedspligt i personalesager, og kan også være et brud på persondataloven (datalæk), siger Britta Keldsen.

Hun bemærker også, at det kan læses sådan, at Avannaata Kommunia allerede har besluttet, at Mads Mitchell skal fyres, inden partshøringen: 

- Der kan jo godt kommer nye oplysninger frem under partshøringen, som kan eller bør omgøre beslutningen om fyringen. Hvis man på forhånd har truffet sin beslutning, fratager man medarbejderen muligheden for at blive hørt, og det er i strid med sagsbehandlingsloven.

Til KNR skriver Nick Nielsen, at han ikke vil forholde sig til Britta Keldsens vurdering.

Kommunaldirektør tavs om SMS

KNR har været i kontakt med kommunaldirektør Nick Nielsen og spurgt, om det er okay, at man som kommunaldirektør sender SMS-beskeder til folk udenfor kommunen, om medarbejderens ansættelsesforhold.

Til det svarer Nick Nielsen: 

- Lige netop i forhold til det, har jeg ingen kommentar.

Hvorfor? 

- Sagen er mere kompliceret end som så. 

Med al respekt så er det jo ikke så kompliceret. Du har sendt en SMS til en person om at Mads skal fyres, uden at fortælle Mads, at det er sådan, det forholder sig.

- Sagens karakter er jo ret kompliceret.

Her taler vi ikke om sagen. Vi taler om, at du har fortalt en person udenfor kommunen, at en medarbejder skal fyres. Er det okay eller ej? 

- Jeg har ikke nogen kommentar.

Kulturhuset i Ilulissat har nu overtaget Jim Lyngvilds udstilling, så borgerne i byen her kan se værkerne. Efterfølgende er det planen, at udstillingen skal rundt til resten af landet.