Kviktest er ikke nået til Kangaatsiaq, og der er smitteudbrud i skolen
Der er formentlig udbredt corona-smitte i folkeskolen i Kangaatsiaq.
Over halvdelen af eleverne og lærerne i folkeskolen i Kangaatsiaq er hjemme i dag, fordi de tror, at de har coronavirus. Det er bare ikke muligt at få det bekræftet, fordi der ikke er kviktest i byen.
Ny teststrategi
Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene:
Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer.
Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza.
Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere.
Og den situation giver utryghed hos Kaangaatsiarmiut, fortæller skoleinspektør, Sussi Adelholm.
- I dag mødte færre end 30 elever. Over halvdelen af lærerne er heller ikke mødt på arbejde. Nogle af dem har barn syg og nogle er selv ramt af corona, fortæller hun til KNR.
47 ud af 75 elever i folkeskolen i Kangaatsiaq er sygemeldt mandag. Samtidig er 11 ud af skolens 15 lærere hjemme.
LÆS OGSÅ Tamaat isigalugu: Coronavirus pillugu killiffik
Der er ikke landet kviktest i Kangaatsiaqs Pilersuisoq endnu, derfor kan folk ikke smutte ned og hente kviktest. Derfor melder børn og lærer sig syge for en sikkerheds skyld, fordi det ikke er muligt at teste sig selv.
- Der har i længere tid været ingen test i Kangaatsiaq. Mange i Kangaatsiaq er usikre og tror, at de har corona. Det er også derfor at de melder sig syg fordi de har symptomer, siger Sussi Adelholm.
Landslæge: Bliv hjemme hvis du har symptomer
Kangaatsiaq Sundhedsstation oplyser overfor KNR at de har PCR- test. Men testene er reserveret til akutte situationer, altså til folk med livstruende sygdom. Derfor kan folk, der har almindelige symptomer, ikke testes.
Landslæge Henrik L. Hansen bekræfter overfor KNR, at der er stigende smitte i Kangaatsiaq.
Samtidig understreger han dog, at antigentests ikke er så afgørende, når det først er bekræftet, at der er smitte i en by.
- Alle akutte sygdomstilfælde med covid-19 symptomer må i en sådan situation anses for at skyldes covid-19. Men selvfølgelig kan der være andre smitsomme sygdomme samtidig, skriver landslægen.
Han skriver, at smitte i familier, institutioner og skoler ikke kan undgås med en så smitsom virus som Omikron-varianten.
Han anbefaler, at de smittede følger retningslinjerne. De må altså forblive i isolation til de er raske.
- Specielt er det vigtigt, at smittede prøver at undgå, at ældre mennesker og mennesker med alvorligere kroniske sygdomme smittes, skriver han.
Kangaatsiaq Sundhedsstation oplyser, at helikopteren ikke har kunnet komme til Kangaatsiaq i over en uge på grund af dårligt vejr, og derfor har det været umuligt at bringe kviktest og PCR-test til Kangaatsiaq.
Ingen indlagte i Kangaatsiaq
Ifølge dagens coronatal er der ingen indlagte i Kangaatsiaq. Der er i alt ni indlagte i Grønland.
Der er fem indlagte i Nuuk, to i Sisimiut, en i Paamiut og en i Qaqortoq.
Siden sidste opdatering fredag, er der udskrevet tre patienter, to i Nuuk og en i Sisimiut.
Fire patienter er indlagt med corona som den primære diagnose. En af dem befinder sig på den intensive afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
To patienter er indlagt, hvor covid-19 har indflydelse på sygdomsforløbet, men hvor anden væsentlig sygdom eller skade er afgørende medvirkende til indlæggelsen.
Tre patienter er indlagt af anden årsag end corona. De er altså blevet testet positive, men corona har ikke nogen væsentlig betydning for indlæggelsen.
Landslægeembedet skriver også, at der har været to dødsfald i henholdsvis Sisimiut og Qaqortoq, hvor den primære dødsårsag ikke var på grund af corona, men kan have været en medvirkende årsag.