Martin Møller løb i mål i Sotji efter 50 kilometer fin skøjtestil som nummer 45 og ikke den 40. plads, som han havde forventet.
På trods af det er er langrendsløberen tilfreds med løbet.
- Der er ikke så meget at gøre ved, hvordan de andre løber. Jeg har jo superstærke løbere lige foran mig, sagde Martin Møller til DR.
Han sad med i en stor frontgruppe, som han måtte slippe efter de første 18 kilometer.
Martin Møller kørte i mål 5 minutter og 37 sekunder efter de tre vindende russere på på både 1., 2. og 3. pladsen: Alexander Legkov, Maxim Vylegzhanin og Ilia Chernousov.
Hans endelige tid på de 50 kilometer blev 1 time og 52, og det er en god tid for Martin Møller, i hvad der for alle deltagerne var det hurtigste 50-kilometerløb ved OL nogensinde.
- For mig personligt betyder det ikke så meget, at jeg ikke kom i top 40. Det var mere sådan et kvalitetsstempel, hvis jeg kunne leve op til noget af det bedste som en dansker eller grønlænder har præsteret i OL, sagde Møller til DR.
Placeringsmæssigt bevarer Michael Binzer i dag altså stadig det bedste resultat på en 50 kilometerstrækning, fra da han blev nummer 41 ved OL i Nagano i 1998.