Motzfeldt til forhandlinger om Hans Ø

15. september 2005 06:26

Grønland, Danmark og Canada benytter FNs generalforsamling i New York til et møde om den omstridte ø, Hans Ø mellem Grønland og Canada.

Landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender, Josef Motzfeldt, mødes på mandag med den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, og den canadiske udenrigsminister Pierre Pettigrew.

Josef Motzfeldt deltager på lørdag i åbningen af FNs generalforsamling. Det sker med plenarforsamlingens generaldebat, hvor de fleste medlemslande holder indlæg af generel politisk karakter.

Motzfeldt skal desuden mødes med repræsentanter for en række af de nye EU-lande for at orientere dem om Grønlands forhold til EU og om de igangværende forhandlinger med EU.