Nordisk Miljøpris-møde i Nuuk

Skrevet af Karsten Sommer
13. september 2005 11:13

Hvem skal have Nordisk Råds Natur- og Miljøpris for 2005?

Det bestemmer 12 repræsentanter fra de nordiske lande og de selvstyrende områder, når de mødes i Nuuk fra i dag. De udgør bedømmelseskomiteen, der i år skal finde en vinder blandt ni kandidater, som alle passer til årets tema for miljøprisen:

”En person, en erhvervsvirksomhed eller organisation som gør en indsats for at bevare vigtige kulturlandskaber i Norden”.

Og hvad er så et ”kulturlandskab”?

Hvis man ser på årets kandidater kan ordet dække over alt lige fra en smuk kirkegård i Reykjavik, en velholdt landsby i Finland eller et gammelt vikingetidslandskab som Lejre i Danmark.

Fra Grønland er Gardar Foundation i Narsaq med i opløbet om årets pris. Gardar Foundation tager sig primært af at vedligeholde Tjodhildes Kirke i Qassiarsuk, men prøver også at udvikle en ny form for turisme omkring det gamle Nordboområde i Sydgrønland.

Grønland har én gang modtaget Natur- og Miljøprisen, det var i 1996, hvor ICC fik prisen for deres miljøarbejde.

Hvem der får årets pris offentliggøres på torsdag.