Nuuk: 36-årig mand anholdt og sigtet for trusler mod politiet

Den 36-årige truede politiet med et gevær, imens han befandt sig i en lejlighed. Betjente skød gaspatroner ind i lejligheden, hvorefter manden blev anholdt.
Afspærringer blev sat op ved området Paarnat i Nuuk-forstaden Nuussuaq. Foto © : Signe Haahr
Skrevet af Christine Hyldal
10. januar 2022 22:15

En potentiel farlig situation i Nuuk er nu afværget, og en mand på 36 år er blevet anholdt af politiet. 

Det meddeler Grønlands Politi.

Hændelsen skete i Nuuk-forstaden Nuussuaq, hvor politiet siden i eftermiddags har har været på færde. 

Sagen handler om, at den 36-årige truede politiet med et gevær, imens han befandt sig i sin lejlighed. Vagtcentralen forsøgte frem til omkring klokken 17:30 at tale manden til ro.

Da det ikke var muligt, igangsatte politiet en såkaldt sikring af området ved mandens lejlighed med afspærringer, fordi det blev vurderet, at den 36-årige potentielt kunne udgøre en fare for andre personer, hvis han gjorde alvor af sine trusler.

LÆS OGSÅ Politiet i Nuuk: Farlig hændelse med en person i lejlighed - bliv væk fra Paarnat

Klokken 20:31 skød betjentene fire gaspatroner, altså tåregas, ind i lejligheden for at tvinge manden ud, og klokken 21:26 kunne indsatslederen meddele, at manden var anholdt og sigtet for trusler mod politiet.

Manden er kendt af politiet i forvejen. 

Det er nu ved at blive vurderet, om den 36-årige skal fremstilles i grundlovsforhør. 

Grønlands Politi anser den potentielle farlige hændelse i Nuuk for afværget, og alle afspærringer i området er ophævet. Borgerne kan igen færdes trygt i området.

Grønlands Politi takker folk for at have holdt sig indendøre.