Ny kvoteansøgning i 11.time
Ved midnatstid i dag standser krabbefiskeriet i Paamiut og Nuuk-området. Men fanger- og fiskerorganisationen KNAPK prøver i sidste øjeblik at redde krabbefiskeriet.
-Vi har på vegne af krabbefiskere søgt om ekstra kvoter til Paamiut, Nuuk, Sisimiut og Disko området da alle har opfisket deres kvoter for indenskærs krabbefiskeri, siger formanden for fangernes og fiskernes organisation, KNAPK, Peter Olsen. Landsstyret skal holde et møde i morgen.
– Jeg håber at de vil drøfte vores ansøgning om kvotetillæg af krabber, siger Peter Olsen.
Paamiut og Nuuk har opfisket deres kvote på 1.718 tons, nu søger KNAPK om ekstra kvote på 400 tons for fiskerne i området. Krabbefiskerne i Sisimiut har opfisket deres kvote på 700 tons, KNAPK håber at de får 200 tons oveni og endelig vil Disko området blive tildelt ekstra 400 tons, hvis Landsstyret godkender ansøgningen.
- Når krabbefiskerne hiver deres garn op fanger de stabilt omkring 12 kilo hver gang, men når biologerne laver deres forsøgsfiskeri fanger de 3 –4 kilo.
Der er ubalance et sted, derfor vil vi foreslå biologerne, at når de næste gang undersøger krabbebestanden, skal de tage en stedkendt krabbefisker med. Vi må komme ud af problemet omkring vurderingerne af krabbebestande i forskellige områder i Grønland, siger Peter Olsen.