Ny seniorforsker klar til Naturinstituttet
Grønland og Grønlands Naturinstitut er blevet en Ph.D´er rigere. Biolog Aqqalu Rosing-Asvid fra har netop forsvaret sin Ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet med succes.
Titlen på afhandlingen er ”Klimavariationer omkring Grønland og dets indflydelse på ringsæler og isbjørne” og påviser at når det bliver varmere omkring Grønland fanges der flere isbjørne og færre ringsæler.
En Ph.d. uddannelse for en forsker svarer til når f.eks. en læge videreuddanner sig, så han bliver overlæge.
I Aqqalu Rosing-Asvids tilfælde betyder Ph.D. uddannelsen at han fra at være almindelig forsker, nu bliver seniorforsker på Naturinstituttet.
Afhandlingen fremkommer bl.a. med en teoretisk model, der kan bruges til at forklare hvorfor nogle isbjørne bestande i andre dele af Arktis er øget kraftigt i de senere år, hvor der er blevet væsentligt varmere i deres leve områder. Hvorvidt den øgede grønlandske fangst også er et resultat af en øget bestand vides ikke, da der ikke er nyere optællinger af isbjørne her i landet.
Afhandlingen indeholder også et afsnit der er af ren meteorologisk interesse. Her påvises sammenfald imellem mængden af storis, isforhold i Davis Strædet og vejrets lavtryksbaner i vintermånederne.
Disse sammenhænge vil muligvis kunne bruges til forudsigelser af det kommende vintervejr – en mulighed der i den kommende tid skal undersøges nøjere i samarbejde med klimaforskere fra Danmarks Meteorologisk Institut og Aqqalu Rosing-Asvid.