Også terrorbekæmpelse i Grønland
I går var det 11.september – en dato der for fire år siden ændrede verden, da World Trade Center og Pentagon i USA blev angrebet af terrorrister.
En ny meningsmåling fortalte i går at hver anden dansker frygter at Danmark kan blive ramt af terror.
En tilsvarende undersøgelse er ikke lavet i Grønland, men et gæt ville være at langt færre i Grønland frygter at vi bliver ramt af terror.
Alligevel er terrorbekæmpelsen også nået til Grønland.
I sidste uge meddelte Air Greenland f.eks. at man må forvente forsinkelser på Atlantruten til Danmark, fordi al bagage nu skal tjekkes en ekstra gang i Kangerlussuaq.
Vi spurgte Jesper Juhl som er direktør for Mittarfeqarfiit – Grønlands Lufthavnsvæsen – om det skærpede bagagetjek har med terrorbekæmpelse at gøre?
- Ja, det kan man godt sige. Det er det sidste led i opfyldelsen af EU´s sikkerhedspakke, som også gælder for Grønland. Hvis ikke vi opfyldte EU´s krav til sikkerhedstjek, ville vi blive behandlet som et 3.land, når vi fløj ind i EU, og skulle så igennem skærpede foranstaltninger, når vi landede i København.
- Derfor har Grønland valgt at tilslutte sig EU´s terrorpakke, så vi laver de sikkerhedstjek der skal laves heroppe, og så til gengæld bliver behandlet som alle andre europæere, når vi lander i Kastrup, fortæller Jesper Juhl.
De grønlandske lufthavne har ændret sig siden 11.september 2001. En af de synlige ændringer har været den skarpe adskillelse i Kangerlussuaq mellem Atlantpassagererne og dem, der blot rejser internt i Grønland. Vi spurgte Jesper Juhl om han af og til føler at vi skyder snespurve med kanoner når EU´s terrorregler skal bringes i anvendelse heroppe?
– Det mener jeg ikke. For hvis vi bare sagde ”Der sker jo aldrig noget heroppe…”, så ville vi dels blive ramt af EU-reglerne, dels kunne man risikere at terrorister opdagede at der var et hul heroppe. Og det kan vi jo heller ikke leve med.
- Jeg syns de grønlandske flypassagerer kan være trygge. Man kan aldrig sige at intet kan ske heroppe, men vi gør alt hvad vi kan for at forebygge det, og fjerne de mulige risici, slutter Jesper Juhl fra Mittarfeqarfiit – Grønlands Lufthavnsvæsen.