Misbruget af repræsentationskontiene har foreløbigt kostet to Landsstyremedlemmer deres poster. Men ifølge Nuna Advokaternes rapport, kunne der måske også stilles spørgsmålstegn ved embedsmændenes ansvar og medansvar.
Det tidligere Landsstyremedlem for fangst og fiskeri, Rasmus Frederiksen har den 9. januar i år spist middag på den thailandske restaurant, Charoen Porn med 12 deltagere, deriblandt tre andre med efternavnet Frederiksen.
På regningen er der skrevet, at det er en afskedsmiddag og ellers ikke beskrevet nogen anledning. Samlet pris for middagen er godt 3.000 kroner, som er betalt med repræsentationskontoen.
7. april køber Rasmus Frederiksen vin hos Vinslottet for over 2.000 kroner. På bilaget står der, at det er til hjemlige middagsmøder, og beløbet er trukket fra repræsentationskontoen.
Begge regninger figurerer på fakturaer over Rasmus Frederiksens Eurocard-udgifter, som er blevet attesteret af flere embedsmænd i direktoratet for fangst og fiskeri.
I cirkulæret om repræsentation står der, at enten Landsstyremedlemmet eller en anden, der er bemyndiget hertil skal skrive under på, at repræsentationsudgifter er af repræsentativ karakter, og at der er dækning for bevilling til udgiften. Desuden skal der på bilagene skrives anledning for repræsentation og de deltagende personer.
I rapporten fra Nuna Advokaterne er det ikke blevet vurderet, i hvor høj grad embedsmændene har et ansvar for det overforbrug, der fik både Jens Napaattooq og senere Rasmus Frederiksen til at trække sig fra Landsstyret.
Men i rapporten står der, at underskrifterne fra embedsmændene under andre forudsætninger kunne være afgørende for placering af ansvar og medansvar for en given udgifts afholdelse.
Nuna Advokaterne har ikke vurderet embedsmændenes ansvar for repræsentationsudgifterne, fordi de ikke blev bedt om.