RG afviser organiseret fusk i fiskeriet

16. september 2005 11:17

Grønlands største virksomhed, Royal Greenland, afviser blankt, at der skulle være tale om illegalt fiskeri. I hvert fald i så stor målestok, som den hemmelige rapport konkluderer, er tilfældet.

Hvert år mister Grønland en indtægt i omegnen af 150 millioner kroner, konkluderer rapporten ”Anklager om illegalt fiskeri”

Det er noget vås, mener direktør i Royal Greenland, Henrik Leth og kalder rapporten for skandaløs.

- Det er en af de større skandaler jeg nogensinde har set. Jeg er forundret over, at en flok embedsmænd øjensynligt sætter sig ned og skriver en rapport, der kommer med en lang række påstande fra anonyme kilder, der udtaler sig om nogle ting som jeg ikke er sikker på er klar over hvad de snakker om. Desuden har de ikke kontaktet dem de anklager, siger Henrik Leth og understreger, at anklagerne intet har på sig.

Han håber, at Den Grønlandske Havfiskeri og Eksport Sammenslutning, APK, vil sætte advokater på sagen. Sammenslutningens formand, Lars - Emil Johansen siger til Radioavisen, at han først lige har fået rapporten i hænde. Før han har læst den vil han hverken kommentere sagen eller afgøre hvad det næste skridt bliver fra deres side.