Royal Run er aflyst – men kommer til Nuuk i maj næste år

- Vi glæder os til næste år, siger Kim Godtfredsen, der arrangerer løbet i Nuuk.
Sidste år deltog flere end 80.000 i Royal Run. Foto © : Royal Run
Skrevet af Christine Hyldal
20. maj 2020 10:34

I går opgav arrangørerne bag Royal Run at få stablet løbet på benene i år på grund af coronakrisen.

Det oplyste kongehuset i en pressemeddelelse. 

Dermed er løbet også aflyst i Nuuk, hvor det egentlig skulle være holdt 28. maj.

Arrangør Kim Godtfredsen forsøgte sammen med kongehuset at få løbet udskudt til 30. august – men det har altså heller ikke været muligt.

- Vi er ikke særligt overraskede. Men vi glæder os til næste år, siger Kim Godtfredsen til KNR.

LÆS OGSÅ Royal Run i Nuuk er udskudt til august

Næste år bliver Royal Run holdt 17. maj i Nuuk. Om kronprinsparret deltager vides ikke endnu.

I Danmark deltager kronprinsparret næste år i løbet 24. maj i Sønderborg, Aalborg, København og Odense.

Der vil også være Royal Run på Bornholm, og alle steder kan man vælge mellem tre distancer: Knap halvanden kilometer, fem kilometer og 10 kilometer. 

Sidste år deltog flere end 80.000 personer. Fra den kongelige familie kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og parrets fire børn.