Der fifles og snydes i det grønlandske fiskeri og samfundets berøves mange hundrede millioner hvert år. I hvert fald hvis man skal tro en ny redegørelse, udarbejdet af Direktoratet for Selvstyre.
Nyfangede rejer pakkes i sække. På sækkene står der ”16 kilo”, men når de pakkes bliver der puttet 22 kilo i sækken.
Fiskerne lønafregnes kun for de 16 kilo – trawlerejerne meddeler Hjemmestyret at de har brugt 16 kilo af deres kvote – de overskydende 6 kilo ryger lige ned i foret til trawlerejere og fabrikker, der ofte har samme ejer.
I lidt forenklet form er det essensen af eet af afsnittene i Selvstyredirektoratets redegørelse ”Anklager om illegalt fiskeri”, der lå færdig i april i år, men som af ukendte grunde endnu ikke er blevet offentliggjort.
Herregud…..kunne man så sige. Sølle 6 kilo for lidt! Men i det grønlandske rejefiskeri løber den slags unøjagtigheder hurtigt op i mange penge. En arbejdsgruppe under Selvstyrekommissionen har beregnet at hvis den officielle værdi på Grønlands rejeeksport er 1,2 milliarder, betyder snyderi og unøjagtigheder at samfundet snydes for mellem 150 og 185 millioner kroner på årsbasis.
Tal, der også har indflydelse på den opkrævede rejeafgift – tal, der underminerer de fastsatte kvoter - og – for besætningsmedlemmerne en kontant nedsættelse af den løn, der rettelig tilkommer dem.
Problemerne er ikke nye. Men hidtil har alle gået rundt om emnet som katten om den varme grød. Indtil Direktoratet for Selvstyre, som en del af deres arbejde med at få opgjort de grønlandske samfundsværdier, tog initiativ til en redegørelse som lå klar i april i år.
Og konklusionen er entydig: Der må gøres noget – og det skal ske hurtigt!
Men intet er sket. Redegørelsen kendes kun af en snæver kreds, indtil nu hvor Radioavisen er kommet i besiddelse af et eksemplar.