Tasiilaq: Rolig weekend efter ophævelse af alkoholforbud
Da klokken slog midnat fredag, kunne folk i Tasiilaq og de tilhørende bygder igen købe fadøl og sjusser på de lokale værthuse.
For her sluttede det midlertidige alkoholforbud, som blev indført to uger forinden i kølvandet på en række voldsomme sager i begyndelsen af september.
Ophævelsen af forbuddet har dog ikke skabt travlhed hos politiet.
LÆS OGSÅ Borgermøde i Tasiilaq: Ønske om alkoholgrænse på 21 år
Det fortæller politikommissær i Tasiilaq, Jan Geisler, mandag til KNR.
- Under alkoholforbuddet har politiet ikke været kaldt ud uden for åbningstid i Tasiilaq. Efter alkoholforbuddet blev løftet igen har vi haft nogle opgaver, men der har ikke været noget alvorligt, og der har ikke været ret mange opgaver, siger han og slår fast:
- Det har været rimelig roligt i forhold til politiets opgaver.
Liv i bybilledet
Fra midnat fredag til mandag morgen modtog politiet i alt 20 henvendelser fra borgere i Tasiilaq og bygderne.
Ni af sagerne var alkoholrelaterede og skete i Tasiilaq, mens tre henvendelser var alkoholrelaterede sager fra bygderne.
Men ingen af dem var altså af alvorlig karakter, forklarer Jan Geisler.
- Her i weekenden har der været liv i bybilledet i forhold til værtshuse og alkohol, og folk har umiddelbart virket muntre, og der har umiddelbart været god stemning.
Enkelte indlæggelser
Samme melding lyder fra John Christensen, der er oversygeplejerske på sygehuset i Tasiilaq.
- Det har været overraskende roligt. Vi har haft nogle enkelte alkoholrelaterede indlæggelser, men det har egentlig været relativt fredeligt. Vi har ikke haft nogen alvorlige hændelser, fortæller han.
Alkoholsalget i Tasiilaq og fem tilhørende bygder blev som nævnt i begyndelsen af september lukket i to uger.
LÆS OGSÅ Oversygeplejerske i Tasiilaq fik nok og bad om alkoholforbud: Vi frygtede endnu et selvmord
Det skete efter, at byen oplevede massive problemer i forbindelse med udbetaling af løn og overskydende skattepenge.
Sundhedsvæsenet oplevede så mange tilfælde af alkoholrelaterede indlæggelser og henvendelser, at sygehuset ikke længere havde kapacitet til at følge med.
Siden er der blevet afholdt borgermøde om, hvad der skal til for at løse de sociale problemer, som byen kæmper med.
- Jeg tror, at de seneste uger har givet folk anledning til at tænke sig om og tænke på løsninger for byen. Dét, at 250 borgere, mødte op til borgermødet, viste, at der er en vilje til dialog og en vilje til at ændre på tingene, siger John Christensen.