Det er en langsommelig og ligefrem umulig proces at få grønlandske multihandikappede hjem til Grønland.
Det er nemlig Familiedirektoratet der ligger inde med det stempel og den pose penge, der kan give de grønlandske hjemkommuner råd til at passe, pleje og placere handikappede i en passende bolig. Og det undersøger de så hvert år og sender en ansøgning til direktoratet.
Men hvis ikke kommunen har faciliteterne og mulighederne i forvejen, så er det svært at vride hjemmestyrekroner ud af Landskassen.
Landsstyremedlemmet for familier, Tommy Marø siger:
- Det er et stort problem, men der er ikke ret mange muligheder for at hjemtage multihandikappede fra Danmark, og hvert år bruger vi omkring 10 millioner kroner på at få dem herop på ferie.
Først når ombygningen af plejehjemmet i Qaqortoq er en realitet vil der reelt være mulighed for at få nogle af de multihandikappede voksne her til landet.