Tre anholdt for knivstik

28. september 2005 05:36

Tre unge - to på 16 og en på 18 år - blev tirsdag aften anholdt, mistænkt for natten til lørdag at have overfaldet en 30-årig grønlandsk mand på Møntmestervej i Københavns nordvestkvarter, oplyser politiet.

Overfaldet fandt sted omkring midnat, da den berusede mand råbte ukvemsord efter en gruppe unge med indvandrerbaggrund.

Det fik fire unge mænd til at gå amok på den 30-årige, som blev slået og sparket i hovedet og stukket med kniv i ryggen og i siden. Offeret var i livsfare og lå indtil mandag i respirator.

I går aften anholdt politiet så tre af de formodede gerningsmænd, mens den fjerde stadig er på fri fod. De tre anholdte bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg.