Ukaleq tilfreds efter fejlfri skydning: Det allersidste skud var det sværeste

Masser af skulderklap til skiskytten Ukaleq Slettemark, da hun præsterede sit bedste resultat nogensinde i hendes debut ved OL.
- Jeg er simpelthen ikke trænet godt nok på den her højde og de andre er bare på et sindssygt højt niveau. Jeg har ikke nok erfaring og startede alt for hårdt, siger Ukaleq Slettemark. Foto © : Kirsty Wigglesworth/AP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Noah Mølgaard
07. februar 2022 13:48

20 er nøgletal for 20-årige Ukaleq Slettemark i dag.

Hun skød 20 gange og ramte plet samtlige 20 gange på sin OL-debut.

Ukaleq Slettemark sluttede som nummer 53 ud af 87, der var til start ved 15 kilometer skiskydning ved OL.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark rammer plet ved allerførste OL

Kun to skiskytter skød fejlfrit ved samtlige 20 skud i konkurrencen, hvor Ukaleq Slettemark blev den ene af dem.

- Jeg er virkelig, virkelig tilfreds med skydningen. Det gik perfekt. Jeg har kun skudt 20 træf en gang tidligere i hele min karriere, siger en glad Ukaleq Slettemark til KNR.

- Jeg har kørt det i hovedet over 100 gange med hvordan jeg skal takle forskellige situationer med vind og andre udøvere, siger hun.

Konkurrenceområdet ligger knapt 1.700 meter over havets overflade med tynd luft. Det var også en vigtig årsag til, at den fejlfrie skydning ikke gav højere placering end en 53. plads.

Ukaleq Slettemark var over 6 minutter langsommere på løjpen end den tyske vinder Denise Herrmann.

- Jeg er simpelthen ikke trænet godt nok på den her højde og de andre er bare på et sindssygt højt niveau. Jeg har ikke nok erfaring og startede alt for hårdt, siger Ukaleq Slettemark.

Koncentration med træt krop

Det krævede derfor ekstra meget af den grønlandske ski-komet at ramme plet på samtlige skud efter at trætheden var begyndt at kunne mærkes tydeligt i kroppen.

- Det var også svært. Det er det, der er manges udfordring og det er min udfordring. Når man har gået så langt, så skal man også holde til det allersidste skud. Det er helt klart det allersværeste. At jeg klarede det i dag, er en god præstation, siger Ukaleq Slettemark.

Næste konkurrence bliver fredag morgen, hvor der er 7,5 kilometer sprint, og hvor de 60 bedste kvalificerer sig til jagtstart på 10 kilometer på søndag.

- Det er kun anden gang jeg konkurrerer i den højde vi befinder os i. Det var derfor godt at det var den første konkurrence. Nu kan jeg tage det med sprint og forhåbentlig vise det lidt bedre, siger Ukaleq Slettemark.

7,5 kilometer sprint bliver vist direkte i KNR-TV fredag morgen.