Washington-møde hjælper krydstogtsturismen

Med Joint Committee-samarbejdet som ramme, arrangerede Branding Greenland i går to workshops i Washington D.C. Til stede var bl.a. Grønlands Turist- og Erhvervsråd, Air Greenland og Greenland Venture, der for første gang snakkede bl.a. krydstogtsturisme face-to-face med amerikanske krydstogtsrederier og rejsebureauer.
Skrevet af Karsten Sommer
09. maj 2008 16:27

- Denne workshop får stor betydning for hvordan krydstogtsturismen kommer til at foregå i Sydgrønland i de kommende år, siger Tina Jensen fra Destination South Greenland efter møderne i går.

Også de deltagende krydstogtsrederier har iflg. Branding Greenland været tilfredse med arrangementet, der har givet inspiration til nye, spændende produkter. Rob Roberts fra det amerikanske krydstogselskab Princess Cruises var yderst tilfreds:

- Nu føler jeg mig meget mere sikker på at sende turister til Grønland, end jeg gjorde for bare seks timer siden. Det har været utroligt nyttigt at få et dybere kendskab til de udfordringer, krydstogtturismen byder på i Grønland og få mulighed for at forklare, hvad vi forventer os, når vi besøger Grønland, siger Rob Roberts fra Princess Cruise, som hvert år sender mange krydstogtsskibe til Grønland.