Ingen voldsomme reaktioner på udskydelse

aggustip 30-at 2005 08:50

Landstingets efterårssamling blev i går udskudt en uge fordi landsstyremedlem Josef Motzfeldt skal til forhandlinger om Hans Ø i New York.

Demokraternes formand og medlem af Landstingets Formandskab, Per Berthelsen, siger i en kommentar til udskydelsen, at det ikke vil få nogen konsekvenser for Landstingets arbejde under samlingen.

- Det hele rykkes bare en uge, og det er i orden, så længe Landsstyret ikke har en skjult dagsorden med udskydelsen. Set i lyset af den seneste tids problemer i Siumut, ville det være mærkeligt, hvis man ikke gjorde sig nogle tanker, siger Per Berthelsen.

Atassuts formand, Augusta Salling, kalder det meget upraktisk. Hun siger at udskydelsen er besluttet på et meget sent tidspunkt. Men hun tager det til efterretning, at landsstyret har fundet det nødvendigt.

Landstingets efterårssamling er nu planlagt til at begynde den 23. september.