Hvad Jens Napaattooq for godt to måneder siden betegnede som ”små fatale fejl” som han ”selvfølgelig ville betale tilbage”, kan nu vise sig at være et beløb på 473.000 kroner, konkluderer en undersøgelse, som Nuna Advokaterne har foretaget for Landsstyret.
Hvis ikke Jens Napaattooq i løbet af tre uger redegør for brugen af sin repræsentationskonto, skal den svimlende sum betales. Sker det ikke, er landstingsmedlem Palle Christiansen fra Demokraterne parat til at få politiet på banen:
- Betaler de involverede ikke, er vi parate til at ophæve deres immunitet. Så kan både politi og domstole få frie hænder til at komme til bunds i sagen.
Mens Josef Motzfeldt, Jørgen Wæver Johansen og Johan Lund Olsen skal tilbagebetale mellem 2.000 og 14.000 kroner kan Rasmus Frederiksen se frem til en større regning. Den vil sandsynlig vis lyde på et beløb i omegnen af 80.000 kroner.
Også formanden for revisionsudvalget Isak Davidsen er kritisk overfor hele sagen.
- Samfundets penge er ikke blevet brugt efter formålet. Hvis de involverede nægter at betale, er det en selvfølge, at vi overlader sagen til politiet.