Flaget blæst omkuld på Hans Ø
Danmark forventer at kunne finde frem til en fredelig løsning med Canada på grænsestriden om den lille Hans Ø nordvest for Grønland.
Udenrigsminister Per Stig Møller fra de Konservative orienterede således i dag Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om, at en canadisk delegation i disse dage er i København for at forberede et møde mellem ham selv og hans canadiske kollega, Pierre Pettigrew, i forbindelse FN's kommende generalforsamling i New York.
Siden den 13.juli har Canadas flag vajet over Hans Ø. Den canadiske forsvarsminister, Bill Graham, fik det rejst, da han med helikopter besøgte øen, der ligger 1500 kilometer nord for polarcirklen.
Men udenrigsminister Per Stig Møller kunne efter nævnsmødet berette, at det canadiske flag nu er blæst omkuld!
- Hvor ved jeg det fra? Vi overvåger selvfølgelig øen, det er jo dansk territorium, lød Per Stig Møllers hemmelighedsfulde forklaring.