Mere kontrol af bagage

septembarip 07-at 2005 05:51

Fra og med i dag må flypassagerer, der rejser fra Grønland til Danmark via Kangerlussuaq, forberede sig på forsinket afgang mod København.

Statens Lufthavnsvæsen har fra i dag indført skærpede regler.

Det betyder, at al bagage, der ankommer med Dash-7 og helikopter til Kangerlussuaq, skal gennem endnu en scanning, før det læsses ombord på Atlantmaskinen. Det skal ske, uanset om bagagen er blevet gennemlyst én gang tidligere i afgangsbyen.

Air Greenland modtog først meddelelsen om de skærpede sikkerhedsregler i fredags, og arbejder nu sammen med Grønlands Lufthavnsvæsen på at finde nye procedurer omkring behandlingen af bagage.

Indtil de er på plads, må passagererne regne med forsinket ankomst til København.

Marketingschef Jesper Kunuk Egede anslår, at forsinkelserne kan blive op til en time.

Problemet gælder ikke passagerer, der rejser fra Narsarssuaq, da man allerede dér scanner bagagen, inden den læsses på Atlantmaskinen.