Voldsomt røveri stadig ikke opklaret
Gerningsmændene til et voldsomt røveri på Hotel Hvide Falk i Ilulissat i går morges, er endnu ikke fundet.
Under røveriet bandt to maskerede røvere en kvindelig natportier med gaffatape, kom i slagsmål med en anden af hotellets ansatte, og forsvandt til sidst med mellem 40 og 50.000 kroner fra hotellets kasseapparater.
- Vi har ingen anholdelser foretaget, men vi har nogle mistænkte, fortæller vagthavende politiassistent Abia Ottosen fra Ilulissat Politi.
- Men der er jo næsten 2000 huse her i Ilulissat, så de mistænkte gemmer sig nok, men på et tidspunkt kommer de vel frem, siger Abia Ottosen til Radioavisen.
Han vil ikke sige hvad man bygger mistankerne på.