Der er enighed om, at flagkrigen om Hans Ø skal stoppe.
Det er resultatet efter mødet i dag mellem Landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender, Josef Motzfeldt og den canadiske udenrigsminister, Pierre Pettigrew.
- Der er en stor vilje til at fortsætte forhandlingerne på diplomatisk niveau, og jeg har fra Grønlands side fastslået, at det er uholdbart at plante det ene flag efter det andet, siger Josef Motzfeldt efter mødet med den canadiske udenrigsminister, Pierre Pettigrew og den danske udenrigsminister, Per Stig Møller.
De mødtes i dag i New York for at nå frem til en løsning af striden om Hans Ø.
Løsningen er foreløbigt en aftale om, at hverken Danmark, Grønland eller Canada besøger den lille arktiske ø uden at informere den anden part.
Dermed er der altså sat en stopper for den flagkrig, der i sommers blev udløst, da den Canadiske forsvarsminister, Bill Graham besøgte Hans Ø uden at give Grønland og Danmark besked.
Josef Motzfeldt understregede over for den canadiske udenrigsminister, at det gode samarbejde mellem Grønland og Canada ikke skal lide under uenigheden om Hans Ø.
- Der eksisterer et godt samarbejde mellem Grønland og Canada, og det skal ikke ødelægges af den her pseudo-krig, siger Josef Motzfeldt.
Canada nærmer sig også en valgkamp op til parlamentsvalget, og her ser Josef Motzfeldt gerne, at den store opmærksomhed, der har været omkring ejerskabet af Hans Ø i stedet bliver flyttet til klimaforandringerne i Arktis, og hvad de betyder for den arktiske befolkning.
- Det er vigtigere emner end de drengestreger, som flagkrigen er, lyder det fra Josef Motzfeldt.
Han er godt tilfreds med udfaldet af dagens møde, og han synes, der var en stor lydhørhed overfor de argumenter, han havde med på vegne af Grønland.
Josef Motzfeldt er i New York til åbningen af FN’s generalforsamling.
Udover at mødes med den canadiske udenrigsminister, har han også holdt møder med nogle af de nye EU-medlemslande, for at fortælle dem om Grønlands forhold til EU.