Amalie Jessen advarede om misbrug

Allattoq Karsten Sommer
septembarip 20-at 2005 09:28

Hverken Hjemmestyrets topembedsmænd eller landsstyret havde styr på hvor mange penge politikerne måtte bruge på repræsentation. Det viser nye papirer, som dagbladet Politiken har fået fat i.

Avisen skriver i dag at Hjemmestyrets topchef Kaj Kleist allerede i februar blev kontaktet af direktør Amalie Jessen fra Direktoratet for Fiskeri og Fangst. Hun var usikker på retningslinierne for repræsentation og bad i en email om hjælp til at tolke reglerne.

Amalie Jessens landsstyremedlem Rasmus Frederiksen fra Siumut var - citat ”tilsyneladende meget meget mere udadvendt og vil gøre alle glade og mætte på middage. Det holder nok ikke i længden” citat slut. Det skrev Amalie Jessen i sin mail til Kaj Kleist den 22. februar i år ifølge Politiken.

Men der var ikke megen hjælp at hente hos Hjemmestyrets administrerende chef. Han henviste blot til det eksisterende sæt regler i et cirkulære fra landsstyret. Regler som er bredt formuleret og som siden har fået Hjemmestyrets egne advokater til at konkludere at selv ikke landsstyreformand Hans Enoksen tolker de gældende regler rigtigt.

Sagen der til sidst fik Rasmus Frederiksen til at forlade sin landsstyrepost viser ifølge hans advokat, at selv ikke topembedsmændene havde styr på hvordan politikerne måtte bruge deres repræsentationskonto.