Hvem fandt Hans Ø?

septembarip 26-at 2005 06:18

Den canadiske udenrigsminister, Pierre Pettigrew, er i gang med at ændre forklaring i forhold til det canadiske krav på Hans Ø.

Hidtil har canadierne ment at Hans Ø oprindeligt blev fundet af brite. Da Canada så i 1931 stoppede med at være en britisk koloni, ja så fulgte Hans Ø så at sige med.

Den danske og dermed grønlandske holdning er at øen er en del af Grønland. Her hævder man, at øen blev fundet af grønlænderen Hans Hendrik, der var guide på en ekspedition.

Men nu siger canadierne, at øen i virkeligheden blev fundet af ekspeditionens chef, der var amerikaner.

Hans Ø har længe skabt ballade mellem Danmark og Canada. Senest da den canadiske forsvarsminister her i sommer uanmeldt besøgte den halvanden kvadratkilometer store ø.