Kandidatforbundet springer ud som parti

oktobarip 05-at 2005 12:05

Meget tyder på at Kandidatforbundet nu snart kan kalde sig et parti. Her til morgen afleverede formand Anthon Frederiksen de sidste underskrifter.

Med dagens høst har Kandidatforbundet nu afleveret 1003 underskrifter til hjemmestyrets indenrigskontor. Kravet for at blive godkendt som parti er at man har 913 stillere. Grunden til, at der er afleveret flere, er risikoen for, at der er gengangere blandt dem.

Det ventes at Kandidatforbundet kan godkendes som parti i løbet af ganske kort tid. Der er nemlig en frist, der skal overholdes. Det skal ske absolut senest på tirsdag.

Når godkendelsen kommer, så får de travlt i partiet. - Så kan vi færdiggøre vores program og de planer, der hænger sammen med valget, siger Anthon Frederiksen.

Selv om han endnu ikke kan løfte sløret for hverken partiprogram eller kandidater, så kan han dog afsløre det nye navn. Det kommer såmænd til at hedde Kandidatforbundets Parti.