EJ KLAR: Mentor Immanuel: Tidligere sager om anbringelser af børn bør gå om

Med nye forældretest tilpasset grønlandsk sprog og kultur, bør afgjorde sager om anbringelser af grønlandske børn i Danmark gå om. Det mener foreningen Mentor Immanuel.
Mange sager om anbringelser af grønlandske børn uden for hjemmet bør gå om i Danmark. Det mener foreningen Mentor Immanuel. Assi © : Flickr/Sergio Santos
marsip 06-at 2023 06:18

Grønlændere, som har fået anbragt deres børn uden for hjemmet i Danmark, bør få anbringelsessagerne taget op igen. Det mener foreningen Mentor Immanuel. 

Det sker, efter Folketinget har besluttet, at de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser, kaldet FKU eller blot forældretest, som indgår i sager om anbringelser af børn, fremover skal tilpasses grønlandsk sprog og kultur i sager om grønlandske familier.

Det har et flertal i Folketinget afsat et millionbeløb til, efter det har vakt kritik, at undersøgelserne er baseret og formuleret ud fra dansk og europæisk kulturer.

- Jeg mener helt sikkert, at de forældrrkompenteceundersøgelser skal revideres i de sager, der blev stillet, siger stifter og formand for Mentor Immanuel, Karen Banke, og tilføjer:

- Vi kender en del forældre, der ikke kan få deres børn tilbage på grund af FKU'er, der er lavet på forkert grundlag. Og når man allerede indser eller i gåseøjne "tilstår", at de her forældrekompetenceundersøgelser ikke er kulturtilpasses, så kan man ikke bruge dem.

Også folketingsmedlem for IA, Aaja Chemnitz, mener, at der er et "udestående" i form af de sager, hvor børn fra grønlandske familier allerede er anbragt ud fra hjemmet, hvor de nuværende forældretest er blevet brugt.

- Der skal man jo forholde sig til, når der kommer nye test: Hvad gør man så med de gamle sager? spørger Aaja Chemnitz.

Forening ønsker sig grønlandske rejsehold

Som en del af aftalen i Folketinget, skal Foreningen Grønlandske Børn stå for at yde rådgivning og støtte til sagsbehandlere i danske kommuner, som beskæftiget sig med grønlandske familier.

Men det er ifølge Mentor Immanuel en hån mod de grønlandske familier. Foreningen mener nemlig ikke, at Foreningen Grønlandske Børn er tilstrækkelig klædt på til opgaven, fordi foreningens ledelse er dansk. 

I stedet burde der blive nedsat et rejsehold bestående af psykologer og socialrådgivere fra De Grønlandske Huse i Danmark  bistå grønlandske familier i socialsager i Danmark, siger Karen Banke.

- Vi havde håbet på, at der blev lavet et rejsehold, som grønlandske psykologer og grønlandske socialrådgivere - eller halvgrønlandske - som har en forståelse for den grønlandske kultur.