Ønske: Slut med biler på slædesporet i Ilulissat
I landets turistmekka er der et smalt spor, der alene er til slæder. Den kører slæderne på, når
de er på vej ud af byen.
Sporet går fra byens østlige ende, hvor der er hundepladser, og krydser hen over en vej, hvor der kører biler. Det kan være svært at orientere sig om, der er fodgængere eller biler - og det kan blive risikabelt.
Det mener Ane Sofie Lauritzen, der ejer virksomheden Arctic Living, der beskæftiger sig med hundeslædekørsel for turister.
- Det kan koste menneskeliv. Et barn på vejen eller os på slæderne, siger hun til KNR.
Turist slog sine ribben
Hun har et eksempel på et uheld, hvor hendes kompagnon har strejfet en turist på en hundeslæde lige netop der.
For der kom en bil kørende, og hundene flygtede hen mod en menneskemængde. Turisten, der blev kørt ned af en hundeslæde, slog ribbenene og måtte aflyse sin turisttur.
Nu vil hun have, at biler ikke længere skal kunne krydse slædesporet.
- For at undgå ulykker må den vej lukkes for bilister om vinteren, siger Ane Sofie Lauritzen. Det er en beslutning, som kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, skal tage.
Den vej er farlig
Formanden for det tekniske udvalg, Niels Davidsen (IA) opfordrer Ane Sofie Lauritzen til at lave et borgerforslag.
- Jeg kan sagtens se for mig, at emnet bliver taget op til diskussion, siger han.
Han synes også selv, at den vej er farlig.
- Hvis det var mig, der stod på slæden, ville jeg også synes, at det er et farligt sted, siger Niels Davidsen.
Ifølge Grønlands Statistik var der sidste år 3.069 slædehunde i Ilulissat.