Air Greenland: Vi har lært to ting af sidste uges kaos

Sidste uge skulle godt 1000 flypassagerer væbne sig med en nærmest magisk tålmodighed. Air Greenland-direktør ser dog lyset i de kommende lufthavne i Nuuk og Ilulissat.
- Selvom der findes teknologi, der gør, at du kan komme helt tæt på lufthavnen, så er de simpelthen designet på en måde, så du skal kunne se hele lufthavnen inden man lander, siger Air Greenlands administrende direktør, Jacob Nitter Sørensen til KNR. Foto © : Air Greenland
19. juli 2022 06:53

Det er ikke alene vejrguden Asiaq, der har besværliggjort sidste uges flyvninger i Grønland. For selvom Dash-8'ernes teknologi følger nogenlunde med, bremser lovgivningen landingerne i visse lufthavne.

Det siger Air Greenlands administrerende direktør, Jacob Nitter. For piloterne skal kunne se hele lufthavnen, før de sætter hjulene på landingsbanen. Og det kan de ikke, når der er tæt tåge. 

- Der er jo flere forhold, der gør sig gældende. Det ene er, at de lufthavne vi har, som vi kalder 799-banerne, altså de korte landingsbaner, er designet på en måde, så man skal være visuel. Det betyder, at du skal kunne se hele lufthavnen, før du må lande. Og derfor vil man ikke kunne lande i tåge, siger han.

LÆS OGSÅ Efter strandingskaos: Air Greenland åbner for billetsalget igen

- Selvom der findes teknologi, der gør, at du kan komme helt tæt på lufthavnen, så er de simpelthen designet på en måde, så du skal kunne se hele lufthavnen inden man lander, siger Air Greenlands administrende direktør, Jacob Nitter Sørensen.

Fremtiden står lysende klart

Fremtiden er dog, så at sige, anderledes lys. For lys vil der være på landingsbanerne i modsætning til i dag. 

- De nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat bliver designet på en måde, så du egentlig bare skal kunne se lysene. Det er det eneste, som du behøver at kunne se, før du kan lande, siger direktøren. 

LÆS OGSÅ Kaos da passagerer strandede i Kangerlussuaq: På en skala fra 1 til 10 var vi på 9

For landets eneste luftfartsselskab er sidste uges mange ventende passagerer selvfølgelig en beklagelig situation, som Air Greenland gerne ville have været foruden. Men med Grønlands hurtigt skiftende vejr, kan ingen sige, at situationen ikke kan gentage sig, siger Jacob Nitter. 

Flere senge og mere kommunikation

- Vi er sårbare denne her sommer. Vi kigger selvfølgelig på vejrudsigterne og prøver at tilpasse flyprogrammerne, så vi så vidt muligt undgår sådan en situation. Men jeg kan ikke love, at vi ikke ender i samme situation igen, fordi vi er sårbare, og det er hele branchen, siger Jacob Nitter Sørensen.

Cirka 1.000 passagerer strandede rundt omrking i landet for en uge siden. Det fik selskabet til at lukke for billetsalget, indtil passager-proppen var opløst.

Især i Kangerlussuaq hobede de sig op - og først i fredags blev et ekstra fly sat ind på ruten til København og ifølge selskabet er situationen nu så normal igen, at de tør at åbne for billetsalget. Men der gik fem dage fra situationen var værst, til det ekstra fly blev sat ind. Ifølge Air Greenland var det ikke muligt at sætte et fly ind før, fordi flysituationen i Europa er anstrengt med strejke og stor rejselyst efter to corona-somre nu.

- Vi har jo forsøgt at bruge gymnastiksalen både i Kangerlussuaq og Ilulissat, men der bliver vi begrænset af krav fra brandmyndighederne, og det er jo også sikkerhed. Så der kan vi heller ikke udnytte den mulighed fuldt ud, så vi er sårbare på overnatningskapacitet - det er helt sikkert, siger direktøren.

Og sidste uges worst case scenario har da også  gjort Air Greenland en erfaring rigere. 

- Jamen, vi lært to ting. Den ene er kommunikation, kommunikation, kommunikation. Det er utrolig vigtigt, at vi hele tiden holder folk informeret om, hvad der sker, og hvad vi gør for at løse udfordringen. Og den anden ting er, på den lidt længere bane, hvordan vi kan sikre backup-kapaciteten i de tilfælde, hvor det hele går galt, siger Jacob Nitter Sørensen.