Ambassadørbesøg: Grønland er supervigtig som beskyttelse af det amerikanske fastland

Den amerikanske ambassadørs besøg i Grønland er en del af USA's sikkerhedspolitik ifølge journalist og forfatter Martin Breum.
Ambassadøren besøgte både Nuuk, Kangelussuaq og Summit Station. Foto © : KNR
22. august 2022 11:02

USAs ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, var i sidste uge på besøg i Grønland.

Det er ikke første gang, at USA viser interesse for Grønland, og ifølge Martin Breum, journalist og forfatter til bogen ’Grønland og den amerikanske forbindelse’, er det et udtryk for, at USA stadig gerne vil have et varmt og venligt forhold til Grønland.

- Jeg tror, at enhver amerikansk ambassadør i disse år får besked med hjemme fra udenrigsministeriet i Washington om, at forholdet til Grønland er en af de vigtigste opgaver, en ambassadør i det danske kongerige har, siger Martin Breum.

Den amerikanske ambassadør var imponeret under sit besøg og sagde til KNR, at han var i Grønland for at lytte.

- Jeg er her for at lytte. En topprioritet for mig er at blive ved med at opbygge et forhold til Grønland. Så jeg er begejstret over at være her, siger Alan Leventhal.

Ifølge Martin Breum er ambassadørens formål præcist, hvad han selv siger.

- Han kommer for at forstå, hvad er det for et samarbejde den grønlandske politiske ledelse og erhvervslivet og uddannelsessektoren gerne vil have, og så skal han melde tilbage til udenrigsministeriet i Washington, hvad det er grønlænderne ønsker sig, og så finder man ud af, hvordan man plejer det her forhold, siger forfatteren.

Grønland som sikkerhedspolitisk brik

Ifølge Martin Breum så er USA’s interesse i Grønland især forankret i den rolle, Grønland spiller i forhold til amerikansk sikkerhed. Grønland er en del af det amerikanske kontinent, og det er vigtigt for USA.

- Grønland er sådan lidt populært sagt en cykelhjelm på toppen af det amerikanske kontinent, som beskytter amerikanerne mod angreb fra nord, siger Martin Breum.

De angreb kunne for eksempel være missilangreb fra Rusland og potentielt i fremtiden fra Kina.

- Hele den forståelse af verden, hvor USA er truet af de andre stormagter, der er Grønland supervigtig som beskyttelse af det amerikanske fastland, siger Martin Breum.

LÆS OGSÅ USAs ambassadør er i Grønland og besøger både folkeskole og indlandsis

Og dermed er et godt forhold mellem de to lande ekstremt relevant. Det forhold plejes blandt andet ved besøg i Grønland af amerikanske ambassadører i Danmark som Leventhal, så en potentielt militær oprustning ville forløbe glat.

- I det sekund, at amerikanerne skulle få behov for at udvide deres militære tilstedeværelse i Grønland, og det kan ske når som helst, så er det vigtigt, at de ikke møder nogen unødig modstand, så de lynhurtigt kan få nogle aftaler på plads, hvis der ikke allerede er det i forvejen.

- Det er ikke uvæsentligt for amerikanerne at have et varmt og smidigt forhold til Grønland. Det kan blive akut vigtigt når som helst her i lyset af konflikten i Ukraine, siger Martin Breum.

USA vil støtte grønlandske interesser

Under sit besøg mødtes Alan Leventhal med formanden for Naalakkersuisut, Muté B. Egede (IA), hvor de talte om Grønlands målsætninger. Dog har ambassadøren mest observeret.

- Min tilgang er at lytte til, hvad målene er for grønlænderne, og arbejde for at støtte de mål, og hvordan vi kan hjælpe med at støtte de mål. Det har været formålet med mine samtaler, siger Alan Leventhal.

LÆS OGSÅ Ny amerikansk ambassadør på plads i Danmark

Og mens USA har vigtige interesser i Grønland specifikt i forhold til landets strategiske placering, så får Grønland også noget ud af samarbejdet. Det fortæller Martin Breum.

Blandt andet ved at USA investere i forskning, minesektoren og uddannelsessektoren. Han mener, at Naalakkersuisut kan få endnu mere glæde af samarbejdet.

- Der er jo mange måder, hvorpå et godt forhold til verdens stærkeste økonomi også kan komme Grønland til gavn, siger journalisten.

Under sin tid i Nuuk besøgte ambassadøren både en skole og talte med folk fra erhvervslivet. Desuden var han en tur på Summit Station på toppen af indlandsisen for at få et indblik i den klimaforskning, som foregår der.