Amerikanske jagerfly landede i Kangerlussuaq

Flere amerikanske jagerfly lagde vejen forbi Kangerlussuaq på vej til en militærøvelse.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Mathies Hvid Toft
01. marts 2022 19:06

Mindst fem amerikanske jagerfly har i dag været i Kangerlussuaq for at tanke på vej til en militærøvelse.

Det skriver Sermitsiaq.ag.

Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), fortæller, at man ikke skal bekymre sig over de amerikanske jagerfly.

- Jeg har stor forståelse for at flyene kan skabe utryghed. Men situationen er den lige nu, at vi ikke er i fare for at blive draget ind i krigen. Vi er med i konflikten på den måde at vi bakker op om de økonomiske sanktioner, ikke militært, siger han til avisen.

Sagen kom frem efter, et foto af fem jagerfly i Kangerlussuaq er gået viralt og har skabt bekymring, fordi der lige nu er krig i Europa mellem Ukraine og Rusland.

Avisen har været i kontakt med Forsvarsministeriet, der oplyser, at flyene har fået diplomatisk tilladelse til at lande i Kangerlussuaq og tanke op.