Anika hjælper ukrainske kvinder og børn på flugt fra krigen
Over to millioner mennesker er flygtet ud af Ukraine, siden Rusland for knap to uger siden satte gang i en invasion af landet.
Grønlandske Anika Krogh er en af de frivillige, der har sat sig for at hjælpe.
I søndags drog hun på en 50 timers rejse fra Danmark til Ukraines grænse og tilbage igen for at hente tre kvinder og fire børn på flugt fra krigen.
- Vi kommer ned og henter de her kvinder i et flygtningecenter, som egentlig normalt er et forsamlingshus. Der ligger bare kvinder og børn og sover på gulvene. Og lige så snart de kvinder, jeg har været i kontakt med, ser mig, så står tårerne bare ned ad kinderne på dem, fortæller Anika Krogh til KNR.
Mærke smerten med hjertet
Det var i det hele taget en følelsesladet oplevelse pludselig at stå ansigt til ansigt med skæbner, hun indtil da kun havde fulgt på en skærm.
- Jeg har jo siddet derhjemme og set det på TV og haft ondt af dem, men at komme derned og mærke med hjertet, hvordan det føles. Det gav en helt anden smerte og forståelse, siger Anika Krogh og fortsætter:
LÆS OGSÅ Ivan fra Ukraine vil hjem hurtigst muligt: Min mor og far skal i sikkerhed
- Så i løbet af den tid, jeg var sammen med de her kvinder, har vi grint meget sammen, men vi har også grædt rigtig meget sammen. Og jeg har været meget følelsesmæssigt berørt af det og deres historie.
Facebookopslag blev til 200.000 kroner
Udover, at hun selv har været på farten, har Anika Krogh fået et stort netværk af frivillige op at stå, som nu sender busser af sted fra Danmark til Ukraines grænser for at hente flygtninge.
- Det begyndte egentlig som en lille ting, hvor min mand og jeg besluttede os for, at vi gerne ville tilbyde, at nogle flygtninge kunne bo hjemme hos os.
Parret skrev derfor ud på facebook og spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at støtte deres tur ned gennem Europa.
LÆS OGSÅ Johan fra Grønland vågnede op til Putins bomber i Ukraine: Det var frygteligt
Det viste sig dog hurtigt, at facebookvennerne var mere end ivrige for at hjælpe.
- Folk endte med at donere så mange penge, at vi er oppe på knap 200.000 kroner, og folk har meldt sig som frivillige til at transportere og huse folk. Så lige pludselig er det her lille projekt vokset sig meget større. Det forpligter jo, siger Anika Krogh, der er 44 år og til daglig arbejder med turisme.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har 749 ukrainere søgt om asyl i Danmark
Det fremgår af en opgørelse fra den danske udlændingestyrelse denne uge.